THTR-nyhedsbrevene fra 2009

***

***

THTR nyhedsbrev nr. 129, dec. 2009

Indhold:

Ved Theo Hengesbachs død

Duisburg, Mühlheim, Essen - atomindustrien i Ruhr-området ønsker at få affaldet i Münsterland til at forsvinde.

THTR-modstandsudstillinger som en del af den europæiske kulturhovedstad RUHR.2010 er ekstremt aktuelle!

Ved Theo Hengesbachs død

Theo Hengesbach døde den 15. november 2009 i en alder af 55 år efter længere tids kræftsygdom. Han var en af ​​medstifterne af borgerinitiativerne mod atomkraftværker i regionerne Hamm og Dortmund og prægede dem markant i mange år gennem sit forsigtige, venlige og vedholdende eksempel. Han introducerede os til håndteringen af ​​ikke-voldelige handlinger og civil ulydighed.

I Dortmund gik han helt nye veje i samfundsarbejdet. Som socialarbejder i Kreuzviertel førte han kampagne for ældre menneskers rettigheder og påvirkede i årtier stats- og føderal politik på området for ældrearbejde. I 2000 blev Theo udnævnt til den regionale seniorkonference af det ansvarlige NRW-ministerium. Han modtog adskillige priser for sit engagement. Hans mål var ikke formynderisk omsorg, men et selvstændigt liv i alderdommen og mere deltagelse af ældre mennesker på alle niveauer. En vigtig inspirationskilde for ham var Mahatma Gandhis liv og arbejde. Han gav sin viden videre til os – ikke med missionæriver, men som et uselvisk tilbud, som vi med glæde tog imod.

Det startede med en personlig annonce i nummer 17 af magasinet "Graswurzelrevolution" i 1975 for at finde tilhængere mod atomkraftværker. Theo Hengesbach og dele af Nonviolent Action Arnsberg forberedte sig på at flytte til Dortmund med henblik på at studere. De håndterede farerne ved atomkraftværker og flyttede bekvemt direkte til "løvens hule". Dortmund var sæde for United Electricity Works, som var ansvarlige for konstruktionen af ​​Thorium High Temperature Reactor (THTR) i Hamm. Græsrodsrevolutionen blev læst i hammergruppen af ​​German Peace Society-United War Service Opponents (DFG-VK), og meget snart var der en intensiv personlig udveksling af synspunkter.

Et par uger senere, før borgerinitiativet for miljøbeskyttelse egentlig blev grundlagt, gik vi gennem Hammer bymidte med fem personer og en fire meter høj skeletramme, plakater og foldere. Jeg fik et kamera og tog billeder, fordi der ikke var nogen fotograf eller journalist at finde til lørdag formiddag. To dage senere havde næsten hele Ruhr-områdets presse overskriften "For første gang gadeprotest mod Uentrop atomkraftværk".

Fra nu af gik alt meget hurtigt. Borgerinitiativer var et nyt fænomen dengang, som vi vidste lidt om. Nye strukturer skulle oprettes og nye handlingsformer afprøves. Theo medbragte ikke kun papirerne og brochurerne fra de baden-alsiske borgergrupper i kufferten, som var et eller to år foran os. Men også bøger af Gandhi, Tolstoj og Kropotkins "Gensidig hjælp". Sidstnævnte titel indikerede allerede dengang, at han ikke ville stoppe ved abstrakte opfordringer, men at praksisorienteret samfundsarbejde ville fylde hans fremtidige liv.

Theo forberedte sig omhyggeligt sammen med os til vores første besættelse i 1976. Ved siden af ​​VEW'ens dyre atomare propagandacenter i Uentrop satte vi ikke bare vores informationstelt op, efter at pigtrådshegnet var overvundet. I stedet var der et særligt forberedelsesark til hver af de over hundrede "squattere" med anbefalinger til handling: Vær altid åben for en venlig samtale - og stå fast. Et ark til politiet: Vi er ikke-voldelige og vil også beskytte dig mod radioaktivitet. Derudover et ekstra ark til journalisterne, hvori baggrunden for aktionen blev forklaret. Og for de nysgerrige tilskuere var der en pølsegrill ved siden af ​​informationsteltet (kære vegetarer, vi beder om jeres forkælelse...).

Han viste os, hvordan man udtrykker sig i pressemeddelelser og samtaler på en sådan måde, at de fleste kunne forstå og forstå, hvad vi handlede om. Tålmodigt forklarende, høflig, men også eftertrykkelig og bestemt. At gøre det samme var ikke altid let, det var ofte udmattende. I de følgende år forsøgte mange andre politiske grupper og partier at optage os som et borgerinitiativ eller at påtvinge os visse (pseudo-)militante handlinger eller en verbalt radikal sprogstil.

Theo derimod var en helt anden person. Han var behageligt reserveret og hensynsfuld. Sammen med ham så mange af os kritisk på "den uhæmmede glæde ved spændende aktivitet" (Gandhi) og forsøgte at holde hovedet klart over for Brokdorf-hypen, der var udbredt på det tidspunkt. Hvad var meningen, da titusindvis af mennesker kørte hundredvis af kilometer i et par timer til de påståede krystalliseringspunkter for den anti-nukleare modstand, men foran deres egen hoveddør bevægede de sig ikke eller ændrede noget?

Da den store hændelse i THTR ti år senere i 1986 bekymrede folk i regionen, insisterede "landmændene og forbrugerne mod atomkraft" på deres ret til at modstå blokader og besættelser på en ikke-voldelig måde, præcis som de selv ønskede - og havde succes med det efter tre år. For nogle andre i den anti-nukleare bevægelse var vores "borgerorienterede" opførsel for kedelig, ikke revolutionær og spektakulær nok. Når vi skulle lytte til disse bitre anklager igen og igen, tænkte jeg ofte tilbage på de første år, hvor Theo udholdt lignende tilskrivelser med sindsro og vished om, at årtier senere, baseret på fakta, vil historien afsige en objektiv dom.

Theo sendte os hundrede (!) breve med avisudklip, opmuntringer, forslag og strategiforslag i Hamm - der var hverken internet eller postkasse i 70'erne og 80'erne. I "Info for ikke-voldelige arrangører", det mere interne magasin for græsrodsrevolutionære, analyserede han udviklingen af ​​modstand mod THTR i en serie artikler over 19 numre. Fagartikler i "Nonviolent Action" fra Forsoningsunionen blev tilføjet. Selv om hegnskæmperne så foragtende ned på den uanselige lille ikke-voldelige BI i Hamm - så vurderede fredsforskere og bevægelsesarbejdere vores erfaringer og eksperimenter med hjælp fra Theos kritiske solidaritetsrapporter med stor interesse.

Theo skrev om sine oplevelser i Hamm og Dortmund i magasinerne "Nonviolent Action" (Association of Reconciliations) og "Umweltmagazin" (Federal Association of Citizens' Initiatives Environmental Protection). Med sin 77 sider lange brochure "Civil Ulydighed og demokrati" i 1979 blandede han sig i diskussionen om modstandsformer. Den 56 sider lange publikation "Electricity Money Refusal", som udkom sammen med Michael Schweizer, formede en hel generation af ikke-voldelige aktivister. Med denne velgennemtænkte, medierige handling af ulydighed blev atomindustrien sat under massivt pres i snesevis af byer (se næste artikel).

Da den internationale urankongres fandt sted i Dortmund i 2007, kiggede Theo forbi for at se os igen og for at deltage i en stærk bevægelse, som han var med til at sætte i gang for 34 år siden. Det er utrolig trist, at han ikke vil kunne se det de næste par årtier.

Yderligere nekrologer for Theo Hengesbach er i Grassroots Revolution nr. 345 (januar 2010) og under www.kreuzviertel-verein.de at finde.

Boykot af elbetalinger: med tålmodighed og spyt ...

I maj 1978 besluttede den ikke-voldelige kampagne for miljøbeskyttelse at begynde at organisere afslaget på elpenge. Det var der masser af grunde til, da VEW havde i alt fire atomkraftværker i drift, opførelse eller planlægning to steder. Derudover er VEW medlem af det tyske selskab for oparbejdning af kernebrændsler, som er ansvarlig for opførelsen af ​​atomaffaldsmellemlageret i Ahaus og oparbejdningsanlægget i Gorleben.

I omkring et halvt år var der organisering, materiale blev udviklet, foldere blev uddelt, grupper og enkeltpersoner blev henvendt. På den første generalforsamling den 1. december 1978 blev det besluttet, at de hidtil 100 husstande skulle starte med 1979%-afslaget i 10. Inden da ønskede deltagerne at skrive begrundelser for deres boykot og aflevere disse breve til VEW ved en førjuls-happening.

Julegave til VEW

Det var tre dage før juleaften, da et lille demonstrationsoptog, omkring 30 mennesker, tog vej til VEW-hovedkvarteret.

Mens der stadig var nye skrevne tekster om atomenergi og afvisningen af ​​at betale elektricitet, der blev spillet til melodierne af gamle julesange, så man en julemand cykle på en cykel, som straks henvendte sig til demonstranterne. Er dette ikke VEW? Ja! Han var her for første gang og måtte kigge i sin gyldne bog for at se, hvilke gode gerninger VEW havde gjort i det forgangne ​​år. Men hvad var det? Der var ingen gode gerninger i den gyldne bog! Til gengæld var listen over ugerninger i den sorte bog så meget desto længere; afslaget på at betale strøm syntes at være nødvendigt som en lille hjælp til at blive bedre, og mens der stadig blev sunget sange udenfor, bragte en delegation fra VEW ovennævnte breve. VEW-repræsentanterne, som tog imod os, var ikke specielt venlige, men kvitterede uden videre behørigt modtagelsen af ​​juleposten. Om aftenen og dagen efter var glæden stor: fjernsynet bragte en rigtig god rapport om aktionen og baggrunden, regionspressen berettede velvilligt, nogle gange meget udførligt i den overregionale del, så denne aktion var blandt de bedste i pressen, hvad der er foregået på miljøbeskyttelsesområdet i Dortmund de seneste år.

Allerede på den første generalforsamling blev det besluttet at gennemføre en fælles deponeringsaktion den 1. februar 1979 for tydeligt at vise begyndelsen af ​​aktionen i Dortmund. I modsætning til julekampagnen annoncerede vi denne gang ikke vores komme til VEW.

Indskudskampagne

Vi samledes kort før middag, igen med omkring 30-40 personer, foran VEW kundecenter i midtbyen, pyntet med bannere og sandwich. Men da de villige til at betale el-afvisninger ville betale deres 90% ind, blev dørene til VEW låst. Usikre portører og VEW-medarbejdere gjorde det klart for os, at vi ikke ville få adgang. Selv et forsøg på at kommunikere ved hjælp af en megafon gennem glasdøren blev bryskt afvist. Vores tilbud om, at deltagerne går ind i bygningen hver for sig og ikke sammen, blev heller ikke accepteret. Så vi havde ikke andet valg end at køre et internt underholdningsprogram og snakke med forbipasserende og andre VEW-kunder, der fandt vej ind ad bagdøren til VEW-bygningen.

Situationen ændrede sig først, da en politibil, der blev kaldt af VEW ankom. Vi så betjentene snakke med VEW-ansatte, så kom de til os, klagede kun over, at trompeten blev blæst af en demonstrant (overtrædelse af Immissionsschutzgesetz), og pludselig åbnede Sesam. De, der nægtede at betale elektricitet, fik lov til at komme ind individuelt og betale deres 90%. Westfälische Rundschau rapporterede ganske korrekt: "VEW lukkede kassehallen for dem, der nægtede at betale strøm: først efter politiets indgriben fik alle lov til at betale individuelt."
Årsagen til VEWs hjerteskifte var formentlig, at de ikke var blevet accepteret. Det ville have betydet, at vi ikke ville have været forpligtet til at gøre endnu et forsøg på at betale pengene, snarere ville VEW have været nødt til at hente de tilbudte 90% fra hver husstand. Dette sparede dem for hjemmebesøg, men måtte acceptere ulempen ved at åbne kassen en time længere end normalt på grund af forsinkelsen. Portøren af ​​VEW indrømmede så over for os, at hele sagen kunne have været mindre spændende, hvis vi var blevet lukket ind med det samme. VEW'ens opførsel havde dog en positiv effekt på os, både i forhold til pressen og i forhold til at henvende sig til forbipasserende. Dynamisk af ikke-voldelige handlinger: undertrykkelse slår tilbage på dem, der praktiserer det.

Hverdags strobe

Udover disse spektakulære aktioner, bliver der naturligvis lavet en masse detaljeret arbejde her. Det gælder frem for alt rekruttering af deltagere, hvor vi vægter personlige diskussioner med enkeltpersoner og grupper mere end høje oplag af foldere. For at holde sammen på deltagerne og for at udvikle fælles arbejde var der en fest og nedsættelse af arbejdsgrupper, som skulle være med til at få mest muligt ud af processer gennem sagligt funderet argumentation. I mellemtiden nyder organisationsgruppen også større popularitet.
I midten af ​​marts 1979 havde omkring 135 husstande overført mere end 1000 DM til trustkontoen, med nogle få overførsler hver uge. VEW sendte rykkere som svar, men erklærede dem for gennemførte, da den pågældende nægter ringede til VEW og forklarede, hvorfor han kun havde betalt 90 %. Ifølge vores oplysninger tænker VEW-advokaterne stadig på deres egen tilgang. For vores vedkommende erklærer vi, at vi afventer retssagerne, og at vi er parate til at føre en argumenterende strid med VEW der.

Theo Hengesbach

Fra: Grassroots Revolution nr. 41, maj 1979

Siden nedlukningen af ​​atomkraftværkerne i Hamm, Würgassen og Jülich har NRW næsten intet haft med atomindustrien at gøre i lang tid? -- Ikke engang tæt på!

Den nukleare arv skaber farer midt i Ruhr-området, selv i boligområder der. Ikke kun de 152.000 radioaktive brændselselementer fra mini-THTR i Jülich, men også let- og middelradioaktivt materiale fra Duisburg skal i fremtiden bringes til mellemlageret i Ahaus.

Næsten ingen kender GNS (Society for Nuclear Service), og endnu færre kender GNS's anlæg til behandling af atomaffald i Duisburg-Wanheim. Atomanlægget støder direkte op til et boligområde og ligger halvvejs fra Jülich til Ahaus. Den 14. november 2009 rapporterede taz i forbindelse med godkendelsen af ​​nyt atomaffald til Ahaus, at dette "lav- og mellemaktive" atomaffald ifølge GNS blandt andet ville blive komprimeret i Duisburgs konditioneringsanlæg. GNS anvender blandt andet såkaldte Mosaic II-containere, hvori højbestrålet atomaffald fra kernen af ​​reaktorkernerne pakkes. Selv tomme, vejer containerne godt 10 tons.

I mellemtiden blev det kendt, at indisk atomskrot i begyndelsen af ​​2009 blev opbevaret i Duisburg i "et halvt år". Derudover har GNS lov til midlertidigt at opbevare sit komprimerede nukleare affald på fabrikkens område i "to til fire år", ifølge Rheinischer Post (kilde: Europaticker).

Rheinische Post skrev den 30. november 11: "Gesellschaft für Nukleartransporte, der blev grundlagt i 2009, blev til Gesellschaft für Nuklear-Service (GNS) i 1974. Filialen i den sydlige del af Duisburg er en af ​​mange lokationer såsom Essen, Jülich , Mülheim eller Ahaus Virksomhedens aktivitetsområder omfatter affaldsservice til atomkraftværker, vedligeholdelse, reparation og nedlukning af nukleare anlæg, bortskaffelse af brændstof og drift af mellemlagerfaciliteter for radioaktivt affald. I 1977 lejede GNS en plads i Wanheim. 1985 ansatte tager sig af Friemersheimer-gaden på industriområdet Sona-Präzisionsschmiede i Wanheim for at sikre, at radioaktivt forurenede materialer renses og klargøres til mellemlageret i Gorleben og fra nu af også til Ahaus."

GNS er et datterselskab af de nukleare koncerner (48% EON, 28% RWE, plus EnBW + Vattenfall). I NRW driver GNS også et yderligere konditioneringssystem til demontering af atomkraftværket i det nedlagte Würgassen-atomkraftværk på Weser. GNS er også stærkt repræsenteret i Jülich (f.eks. med et af tre delstatsindsamlingssteder i Niedersachsen (!) og er involveret i konstruktionen af ​​rudesystemet i Karlsruhe (kilde: Europaticker).

Hvor stærkt atomindustrien også er repræsenteret i Ruhr-området fremgår tydeligt af GNS-pressemeddelelsen af ​​4. december 12, hvor flytningen af ​​GNS-hovedkvarteret til Essen-West i 2009 annonceres. Mindst 2011 personer er ansat på hovedkontoret.

Rheinische Post citerer pressetalsmanden for GNS, Michael Köbl, som følger: "Vi har været aktive i Duisburg siden 1985. Siden da har der været konstante transporter. Intet vil ændre sig for Duisburg," sagde han i går på vores avis anmodning. . Så vidt han ved, foregår der hver uge to transporter af svage eller moderat forurenede stoffer tværs over Tyskland.

I en pressemeddelelse modsiger borgerinitiativerne Köbls forsøg på at nedtone det: "Udvidelsen af ​​konditioneringsanlægget vil tilsyneladende betyde kapacitetsproblemer for opbevaringen af ​​det komprimerede atomaffald på mellemlang sigt. Da lagermængden på stedet er begrænset. , Ahaus skulle nu fungere som en mellembuffer før den påtænkte slutopbevaring fra 2014. Så efter vores opfattelse forklarer dette også den usædvanlige begrænsning af Ahauser-besættelsestilladelsen til maksimalt ti år, "forklarede Felix Ruwe fra BI" Intet atomaffald i Ahaus".

"Atomindustrien er ved at kvæles i sit eget atomaffald. Ahaus formodes at blive opsamlingsbassinet for det hastigt voksende bjerg af atomaffald. Men efter de dramatiske oplevelser i" testdepotet "skakten ASSE, ved ingen, om atomaffald vil nogensinde blive opbevaret i den ligeledes uegnede Konrad-skakt Der vil være mennesker i Ahaus og Duisburg, hvor atomaffaldet allerede hober sig op. Duisburg vil blive særligt hårdt ramt af de planlagte atomtransporter. Uanset om det er med lastbil eller tog - i begge tilfælde det nukleare affald vil køre gennem midten af ​​travle boligområder. Derimod vil det også være i Duisburg Der er protester, fordi Duisburg skal blive et atomaffaldshub, siger Willi Hesters fra Münsterland-aktionsalliancen mod atomanlæg.

Godkendelsesansøgninger for 2006 transportcontainere fra La Hague (Frankrig) er blevet indsendt til Federal Office for Radiation Protection siden 150. Transporten af ​​disse containere til Ahaus mellemlager vil begynde i løbet af de næste par år. 11.11/2009 I XNUMX blev anbringelse af mellem- og lavaktivt radioaktivt affald fra drift og demontering af gamle nukleare anlæg godkendt. Disse transporter kan rulle i år.

Og operatørerne af Ahaus brændselselementlager fra Jülich ønsker også at opbevare flere hjul i Ahaus. Godkendelsesprocessen for opbevaring af nyt nukleart affald i Ahaus er fuldstændig lukket for offentligheden.

Forberedelserne til udstillingen om emnet strukturændringer i Ruhr-området, som skal vises i forbindelse med det nye RuhrMuseum på grunden til Zeche Zollverein i Essen, begyndte allerede i 2007. Denne permanente udstilling er en central del af aktiviteterne for Den Europæiske Kulturhovedstad RUHR.2010.

Borgerinitiativet for miljøbeskyttelse i Hamm er repræsenteret med to udstillinger. Den ene er en folder fra 1990, hvorpå der annonceres et foredrag af foredragsholderen for BI Ahaus i Hamm. Den bærer overskriften "THTR-Müll: Lige væk fra Hamm ?!"

Den indeholder en karikatur af den westfalske Anzeiger-tegner Fritz Brümmers, der skildrer de radioaktive brændselselementer i "Gaules" THTR, der strækker sig alle fire fra ham selv, som hesteklatter, som ingen ønsker at have længere.

Den anden udstilling består af en plakat, der refererer til den tre-dages traktorvandring for "bønder og forbrugere mod atomenergi" gennem Ruhr-området fra den 10. juli 1986.

Et par uger efter hændelsen i THTR og katastrofen i Tjernobyl kørte landmændene deres traktorer i en opsigtsvækkende tur med stop og stævner i Dortmund og Essen til NRW delstatshovedstaden Düsseldorf for at lægge pres på lukningen af ​​THTR i Hamm.

Disse udstillinger viser besøgende på RuhrMuseum, at der har været seriøs og i sidste ende succesfuld modstand mod nuklear risikoteknologi i Ruhr-området. Du befinder dig på kulvaskeanlæggets såkaldte 6-meters niveau i afsnittet "Historie" (som begynder med industrialiseringen af ​​Ruhrområdet), kapitel "Strukturændringer", emne "Kriser og protester", som omhandler bl.a. energikrisen bl.a.

De to udstillinger er på ingen måde et nostalgisk tilbageblik på svundne tider, men er højaktuelle: THTR-brændstofelementerne afbildet af tegneren Brümmer vil måske blive sendt på en risikabel rejse igen i år 2009, men helt sikkert 2010. Eventuelt gennem Ruhr-området. Det er de 152 bolde, der er opbevaret i 300.000 rullebeholdere fra den lille THTR på Jülich Research Center, der skal transporteres til Ahaus.

Søndag den 20. december 2009 klokken 14 finder en nationalt organiseret demonstration mod de planlagte atomaffaldstransporter sted foran mellemlageret i Ahaus. På årsdagen for Tjernobyl den 24. april 2010 er Ahaus allerede blevet udvalgt som et af tre landsdækkende demonstrationssteder.

Repræsentanter for BI Hamm er inviteret af RuhrMuseum til at deltage i åbningsceremonien for udstillingen den 9. januar 2010. Når premierminister Jürgen Rüttgers, overborgmester og repræsentanter for forbundsregeringen taler velkomstordene dér, vil anti-atombevægelsen også være til stede. Men det har det været i 35 år, for sådan bliver Hammer BI næste år.

***

Øverst på siden

***

***

Øverst på siden

***