THTR-nyhedsbrevene fra 2007

***

***

THTR nyhedsbrev nr. 118, dec. 2007

Nukleare gangstere!

Brutalt angreb på det sydafrikanske atomforskningscenter Pelindaba, hvor BRD-virksomheder producerer nukleart brændsel til højtemperaturreaktoren. Kæmp i kontrolcenteret
Der, med hjælp fra de tyske firmaer NUKEM (Alzenau), Uhde (Dortmund), SGL Carbon (Wiesbaden, Meitingen), Essener højtryksrørfabrik EHR (Dortmund afdeling) og det amerikanske datterselskab Meridium (Walldorf) i Pelindaba produktion af atombrændstoffet til Pebble Bed Modular Reactor (PBMR), et tungt bevæbnet angreb på kontrolcentret for det nukleare forskningscenter fandt sted den 8. november 2007.

Fire gangstere stormede direkte til instrumentpanelet på det nukleare anlæg og sårede den ansvarlige leder alvorligt med skud. I den sammenhæng er det først nu blevet kendt, at der også fandt et væbnet angreb sted i juni 2007, hvor en anden leder blev skudt ned.

Spiegel Online rapporterede det sidste angreb den 11/11/2007: "To af de fire bevæbnede mænd havde fået adgang til et elektronisk aflåst kontrolrum og stormede mod instrumentbrættet, rapporterer avisen 'Saturday Star'. De skød den ansvarlige leder Anton Gerber i brystet - og forsvandt kort efter."

Ifølge den officielle regeringsfilosofi er Pelindaba et af de sikreste steder i Republikken Sydafrika, som er plaget af den mest alvorlige og ekstremt hyppige kriminalitet. Hvordan det er lykkedes gerningsmændene at komme ind i det nukleare kontrolcenter, er endnu ikke helt klart. Havde jo ikke kun forskellige kontrolposter med videoovervågning, men også elektroniske hegn og sikkerhedssystemer, der skulle overvindes.
Den sydafrikanske avis "Pretoria News" rapporterede, at en ansat på fabrikken hørte et højt brag i den østlige blok, og at angriberne kunne have brugt en brandstige uden for bygningen for at få adgang til et vindue, som derefter blev åbnet med magt. Under de efterfølgende kampe i kontrolcentret blev den ansvarlige leder kritisk kvæstet af to kugler, der knap manglede hjerte og rygsøjle.

International forlegenhed
Angriberne var i stand til at flygte efter angrebet. Men hvad ville de have i atomforskningscenteret? "Die Welt" rapporterede og forsøgte den 11/11/2007 at finde ud af hele sagen:

»En talsmand for politiet bekræftede, at de kriminelle blev eftersøgt. Indtil videre har der ikke været nogen anholdelser. Hændelsen fandt sted allerede torsdag. Motiverne for gerningsmændene, der flygtede uopdaget, forblev uklare.

Mere end seks atombomber blev bygget i Pelindaba under apartheidperioden, men de blev uskadeliggjort før den demokratiske vending i Kap. Ifølge officielt ubekræftede oplysninger er det våbenkvalitetsuran stadig på stedet for anlægget under internationalt tilsyn og bruges til medicinske formål til fremstilling af isotoper. (...)
Tidligere stoppede den voldsomme voldsomme vold i værtslandet for fodbold-VM 2010 ikke ved faciliteter med det højeste sikkerhedsniveau, såsom ambassader eller lufthavne."

Det generelle schweiziske militærmagasin ASMZ skrev den 10.11. november. 2007: “Oppositionspolitikere kritiserede hændelsen som en alvorlig trussel mod landets sikkerhed. "Hvis Pelindaba faldt i hænderne på terrorister, kan hele landets sikkerhed være i fare," sagde Dianne Kohler Barnard, MP for Den Demokratiske Alliance.

Denne forlegenhed kommer på et ekstremt uhensigtsmæssigt tidspunkt: Sydafrika forbereder sig i øjeblikket på at overtage formandsposten for Det Internationale Atomenergiagentur, som skal forberede en konvention, der skal sikre et højt niveau af international nuklear sikkerhed og effektiv sikkerhed mod nukleare anlæg. effekt. Mere grotesk bliver det ikke!

Sydafrika: Kriminelt atomsupermarked
Kun tre dage senere, efter at det aktuelle gangsterangreb på det sydafrikanske atomforskningscenter i FRG blev kendt, rapporterede nyhedsbureauet AP, at "den pakistanske atombombes fader" var blevet bestilt i årtier, Abdul Quadeer Khan, aktive atomsmuglere Gotthard Lerch Efter den formelle fiasko i tidligere processer skal han stadig stilles til ansvar for Stuttgart Højere Regionaldomstol for påstået involvering i udviklingen af ​​det libyske atomvåbenprogram. Hans vigtigste base for operationer for udvikling og konstruktion af centrifuger til fremstilling af atombomber var Sydafrika. Byggeplanerne kom fra Khan, der brugte dem som ansat i den tysk-hollandske koncern URENCO (Gronau / Almelo) ulovligt stjålet der i 70'erne. 

AP rapporterede den 14. november 11: "Han fik fremstillet centrifugedelene i Sydafrika. Et fragtskib med komponenter blev stoppet på vej til Libyen i 2007, leveringen blev forpurret. Ingeniøren modtog omkring 2003 millioner mark (omkring 55 millioner euro) for sine tjenester, blev det sagt. Ifølge anklagemyndigheden er beløbet også betalt for fremstillingen af ​​centrifugerne."

Den Højtemperaturreaktor PBMR er udviklet i Sydafrika specielt til eksport til vækstlande. Som følge heraf kommer flere og flere stater i besiddelse af uran, hvilket i høj grad øger risikoen for spredning. Sydafrika var ikke kun et knudepunkt for international atomsmugling under apartheidstyret, det er det stadig i dag. De aktuelle hændelser i Pelindaba og selve konstruktionen af ​​masseødelæggelsesatomvåben viser, at politiet, domstolene og regeringen ikke har formået at tørre atomsumpen op i de seneste år.

Med konstruktionen af ​​PBMR, som bliver realiseret med hjælp fra de tyske virksomheder NUKEM, Uhde, SGL Carbon, Essener højtryksrørværker (EHR) og Meridium, bliver fremtidige atomskandaler og muligvis endda atomkrige mere sandsynlige. - Hvem er den rigtige atombande her?

Update:

En uge efter det værste angreb på et atomanlæg i nyere historie afsløres nogle nye detaljer. De sydafrikanske sikkerhedsmyndigheder er åbenbart stadig i mørket.
Ifølge "The Times" af 14. november 2007 var en anden gruppe angribere lokaliseret i den vestlige del af anlægget, og efter en skudveksling flygtede de uopdaget.

Den første gruppe på fire bevæbnede mænd beslaglagde en computer, som derefter blev efterladt på en balkon nær kontrolcentret. Det vides endnu ikke, om harddisken er blevet fjernet. På forskellige avisers sydafrikanske hjemmesider blev det oplyst, at gerningsmændene må have været særdeles fortrolige med det nukleare anlæg. Bare en højt specialiseret gruppe med intern viden kunne derfor have været i stand til at slukke for alarmsystemer og overvinde alle barrierer. Gerningsmændene vidste tilsyneladende præcis, hvor de ville gribe ind.
De sydafrikanske rapporter henviser gentagne gange til de atombomber, der var blevet bevæbnet her frem til 1993, og spørger, om de to angribende grupper ønskede at kombinere og kombinere to forskellige komponenter (bombe og tændings- eller startkoder) med ekstremt ødelæggende hensigt. Og hvilken information var der stadig på denne computer i dag. Det ville virkelig være en fatal fejl, hvis begge komponenter var placeret så tæt på hinanden og åbenbart så let tilgængelige!

Eller ønskede gangsterne at stjæle bestemt materiale eller information? De data, der er gemt i computeren, kan være nyttige for international terrorisme.

Yderligere uoverensstemmelser diskuteres i den sydafrikanske presse: Hvad lavede den alvorligt sårede chefatomingeniør Anton Gerbers forlovede i den meget følsomme del af anlægget på tidspunktet for angrebet? Hvor alvorlige er Gerbers udtalelser før angrebet om, at han forventede, at der ville blive taget "ballade". Vidste han noget?

Det seks-personers sikkerhedspersonale på denne del af anlægget, inklusive deres chef, blev afskediget efter angrebet. De og den måde, de arbejder på, vil blive genstand for en undersøgelse. Var der nogen lækager eller medskyldige?

Angribernes ansigter er kun svagt synlige på overvågningsvideoerne. Der er ingen spor efter gerningsmændene. - Det er blevet en yderst pinlig sag for den sydafrikanske atomindustri og staten. Miljøbeskyttelsesorganisationen Earthlife Africa blev endda citeret i New York Times med sin kritiske udtalelse. Man kan se frem til udviklingen af ​​begivenheder.

THTR-cirkulæret indeholder artikler om følgende virksomheder:
Om NUKEM: nr. 101 (2005), 107 (2006) og 110 (2007).
Om Uhde: nr. 100 (2005), 101 (2005), 111 (2007)
Om Essener højtryksrørværker (EHR): nr. 110 (2007), 111 (2007), 112 (2007)
Vedrørende SGL Carbon: nr. 102 (2005), nr. 117 (2007)
Om Meridium: nr. 116 (2007)
Om URENCO og Khan: nr. 95 (2004), nr. 99 (2005), nr. 101 (2005), nr. 104 (2006), nr. 111 (2007)

Mens netværket af "den pakistanske atombombes fader", Abdul Quadeer Khan, i Holland er blevet genstand for bred social diskussion, kan der i BRD kun findes sporadiske og isolerede rapporter i udvalgte aviser. Og det på trods af, at tyskere og schweizere bosiddende i Sydafrika er hovedsynderne.
 
Da Libyen begyndte at samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur i 2003, blev de skruppelløse rænkespil afsløret: Allerede i slutningen af ​​90'erne afslørede den tyske ingeniør. Gotthard Lerch forberedt leveringen af ​​et centrifugesystem til berigelse af uran af våbenkvalitet. Gerhard Wisser fra Zürich overtog produktionen af ​​komponenter og fik dem bygget på en fabrik i Sydafrika. I det følgende præsenteres de enkelte stadier af skandalen, selvom enden langt fra er i sigte.

Journalisten Wolfgang Frey skrev i "Liechtensteiner Wirtschaftswochenzeitung" den 28. juli 2007:

»Mens undersøgelserne af den internationale atommafia ikke gør gode fremskridt i Schweiz og Tyskland, lover en sydafrikansk retssag at blive opklaret. To involverede personer har allerede pakket ud der.
Gerhard Wissers SMS til sin makker Johan Meyer var klar: "Fuglen skal destrueres, fjer og det hele." Kort forinden var Libyens hemmelige atombombeprogram blevet afsløret af en CIA-efterretningsoperation, og Wisser var åbenbart med rette bekymret for, at leverandørerne af atomteknologi snart ville blive angrebet. Der var i hvert fald flere containere med dele til den libyske bombeproduktion på fabrikken hos Meyers firma i Vanderbijltpark, Sydafrika. Wisser gjorde situationens alvor klar i endnu en SMS til Meyer: "De fodrede os til hundene. (...)
I mellemtiden havde den offentlige anklagemyndighed dog forsøgt at gøre processen hemmelig, tilsyneladende for at forhindre, at detaljer om sit eget hemmelige atomvåbenprogram fra apartheidtiden kom frem i lyset. For nogle af de involverede var også involveret i dette - allerede som leverandører."

Efter at den første atomsmuglingsproces i Mannhein mislykkedes i 2006, blev processen genåbnet i Sydafrika i år. Med overraskende resultater. Det er bemærkelsesværdigt, at retsvæsenet forsøgte delvist at gennemføre processen for lukkede døre.

Ralf E. Krüger rapporterede følgende for "Der Tagesspiegel" den 4. september 9:

"I Sydafrika var de anklagede for smugling af atomteknologi til Libyen i dag i retten. Den 68-årige tysker (Gerhard Wisser, RB-redaktionen) tilstod. Han siges at have formidlet en komponent til det libyske atomvåbenprogram.
Næsten et år efter afslutningen på verdens første retssag mod en påstået smugling af atomteknologi til Libyen - i Mannheim - kom braget i en opfølgende retssag ved Kap. Til gengæld for en mild dom tilstod den anklagede tyske forretningsmand ikke blot, men lovede også fuldt samarbejde med tyske og sydafrikanske myndigheder. Det øger sandsynligheden for, at retssagen mod en anden tysk manager, som mislykkedes i Mannheim i 2006, vil blive gentaget. Fordi han i det fjerne Pretoria blev sigtet af sin tidligere forretningspartner for at have hjulpet både Libyen og Pakistan med at opnå atomteknologi med en srilankansk bosiddende i Dubai."
Ifølge AFP af 4. september 9 blev Wisser idømt 2007 års betinget fængsel og tre års husarrest. »Ifølge oplysningerne vil retsvæsenet også opkræve, hvad der svarer til 18 euro i kontanter og udenlandske aktiver på mere end 600.000 millioner euro. Den dømte forpligtede sig til at støtte myndighederne i Sydafrika og andre lande i deres efterforskning mod andre medlemmer af smuglerringen."

Julia Raabe skrev den 13. september 9 i "Der Standard" om efterforskningens fremskridt og om de utrolige dimensioner, der repræsenterede den "største trussel mod den nukleare ikke-spredningstraktat":
Med nye efterforskninger og strafferetlig forfølgning af mistænkte ønsker Sydafrika at presse på for det endelige sammenbrud af en smuglerring for nuklear teknologi. Dele af netværket omkring den pakistanske atomforsker Abdul Qadeer Khan, som blev afsløret i 2003, kunne stadig være aktive, advarede den sydafrikanske repræsentant for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Abdul Minty, på sidelinjen af ​​IAEA's bestyrelsesmøde i Wien i denne uge. "Det illegale netværk er formentlig den største trussel mod ikke-spredningstraktaten."

I årevis havde smuglerringen solgt atomteknologi uden for international kontrol til stater som Libyen, Iran og Nordkorea. Det fulde omfang af de hemmelige handler er stadig ukendt den dag i dag; netværket opererede i over 30 lande. Det blev blæst, da Libyen blev taget på fersk gerning i at levere nuklear teknologi, og intet kunne nægtes. (...) Lidt synes at være kendt om ringens aktuelle aktiviteter. "Der er ingen beviser for aktivitet fra Khan-netværket," sagde atomekspert Mark Fitzpatrick fra International Institute for Strategic Studies (IISS) i London standarden. "De personer, der vides at have været involveret, er ude af drift." Der er dog stadig ukendte leverandører, som nu holder lav profil, og som kan blive aktive igen i fremtiden."

Mens det står klart, at ikke alle de involverede kriminelle og leverandører er blevet fanget, og at de endda er involveret i nye nukleare aktiviteter, forsøger nogle af de fangede gerningsmænd at blive løsladt. Dette blev rapporteret af "Neue Züricher Zeitung" den 15. oktober 10. Den schweiziske ingeniør, der har været anholdt siden oktober 2007 mistænkt for ulovlig atomsmugling Urs Tinner skal dog forblive varetægtsfængslet; anmodningen om løsladelse fra fængslet blev afvist.
Den 14. november 2007 rapporterede PR-Inside, at Gotthard Lerch måtte svare igen for Stuttgart Higher Regional Court efter fiaskoen i en retssag i Mannheim. Tinners retssag forventes at begynde den 5. februar 2008 i Pretoria, Sydafrika. Efterfølger følger.

Om Khans nukleare supermarked og hvad BRD, tyske virksomheder, Sydafrika, Pakistan, Iran og Libyen har med det at gøre, se også følgende artikler i THTR-cirkulæret:
nr. 111 (2007): Khans atomsmugling og NRW-virksomheder
nr. 104 (2006): Hvor Khan lærte at elske bomben
nr. 99 (2005): Urancentrifugerne var næsten færdige i Sydafrika
nr. 98 (2005): Khan forsynede Iran
Nr. 95 (2004): Atomtrekanten: Tyskland, Sydafrika, Pakistan (Den meget citerede artikel)

Efter ulykken under rangerarbejde i Hammer banegård er spørgsmålet om sikkerhed for Hammer-befolkningen stigende. Især ved transport af farligt gods med uranhexafluorid (UF-6) til uranberigelsesanlægget i Gronau gennem Hamm.

De meget farlige vogne blev normalt efterladt uden opsyn på Hammer rangerplads mellem omkring 23 og 5 om natten. Præcis samtidig klokken 0.20 den 6. november 11 skete ulykken samme sted: vogne sprang ud af sporene, kabler blev overskåret, elbokse væltet, et sporskifte, skinnesengen og køreledningen beskadiget.

Hvad ville der være sket, hvis en afsporet vogn var kørt ind i en UF-6 container, der havde stået der i mange timer?

Brandvæsenet og Hamm by ville slet ikke have vidst, at en så farlig transport ville passere gennem Hamm! Hammer by bør derfor efter borgerinitiativets opfattelse for miljøbeskyttelse fremover insistere på, at operatørerne af uranberigelsesanlægget i Gronau informerer dem om de farlige transporter, så Hammer-beredskabet bliver advaret og kan tage imod visse forholdsregler.

Efter to henvendelser fra borgerinitiativet for miljøbeskyttelse i Hamm og Den Grønne Folketingsgruppe og adskillige protester, svarede Hamm byforvaltningen endelig med en detaljeret redegørelse (0809/07) om transport af højfarlig uranhexafluorid gennem Hamm.

Vores kollega Gerhard Piper fra Berlin Information Center for Transatlantic Security (BITS) har kritisk analyseret denne erklæring og - kort - nået frem til følgende resultater (de er detaljeret dokumenteret i appendiks):

1. Ifølge de officielle oplysninger fra Hammer byforvaltning har Hammer brandvæsen ikke noget efterforskningskøretøj, der overhovedet kan opdage forurening med det meget farlige uranhexafluorid.

2.  I lyset af det meget begrænsede og delvist forældede potentiale (udrykningskøretøjer fra 1977 og 1982) er byforvaltningens udsagn om, at hele beredskabsledelsen i Hammerbyen er "udrustet eller udstyret efter den aktuelle tilstand" uforståelig.
 
3. Borgerinitiativets fastlæggelse af, at brandvæsenets placering ved Rathenaustraße 16 kun ligger få meter fra placeringen af ​​de parkerede vogne med uranhexafluoridet, kunne ikke gøres ugyldig af forvaltningen. Fordelingen af ​​de forskellige delopgaver til fareforebyggelse til forskellige lokationer gælder ikke for NBC-forsvaret!

4. I tilfælde af en ulykkesrelateret fejl i deres udstyr i Rathenaustraße, kunne Hammer brandvæsen kun se katastrofen ske på sikker afstand.

5. Radierne på 50 til 100 meter for de fare- og afspærrede områder specificeret af Hamm byadministration er blot taktiske anbefalinger i henhold til brandvæsenets regulativ 500, som skal justeres og udvides afhængigt af situationen under særlig hensyntagen til vindforholdene. En sky af forurenende stoffer indeholdende uranhexafluorid kan spredes i flere kilometer!

6. Beredskabet ville have brug for for lang tid til at gøre sig klar, før en uranhexafluorid-beholder sprang op på grund af rejsen, tog særligt personligt udstyr på og opsatte de nødvendige dekontamineringstelte.

7. De få eksisterende ABC-køretøjer skulle flyttes fra Rathenaustraße, hvilket ikke burde være et uoverstigeligt økonomisk problem.

8. Øvelsen med en simuleret UF-6-ulykke foreslået af byforvaltningen skal hilses velkommen. Det interesserede publikum bør optages som tilskuer.

Med udvidelsen af ​​uranberigelsesanlægget i den westfalske by Gronau til brændstofproduktion af over 30 atomkraftværker, som nu er begyndt, vil transporten af ​​uranhexafluorid stige mange gange. Denne tilstand er det modsatte af en exit! I sidste ende er det kun nedlukningen af ​​alle nukleare anlæg, der kan reducere den potentielle fare for befolkningen.

Denne artikel blev trykt kun lidt forkortet som et brev til redaktøren i WA den 14. november 2007 og blev også offentliggjort i nummer 185 af "anti atom aktuell" (www.anti-atom-aktuell.de).

***

Øverst på siden

***

***

Øverst på siden

***