THTR-nyhedsbrevene fra 2002

***

***

THTR nyhedsbrev nr. 78. december 2002

Mindesmærke for den jødiske synagoge i Hamm

I årevis symboliserede det (i mellemtiden nedrevne) lyseblå flisebelagte toilet på Martin-Luther-Straße den ubekymrede til pinlige håndtering af spor af jødisk liv i Hamm. I skyggen af ​​det tidligere urinal ligger den jødiske synagoge, bygget i 1868 efter et design af I. Lehnhartz i baghaven på 5 Kleine Werlstrasse, revet ned i 1938 på foranledning af de nazistiske regenter i byen Hamm kl. det jødiske samfunds bekostning. Den jødiske skole lå også lige ved siden af ​​i forbygningen på gaden. Et sted, der var centrum for det jødiske samfund, indtil det blev ødelagt under Holocaust.

Først efterhånden begyndte borgerne at gennemarbejde minderne om dette mørke kapitel i Hammers byhistorie. Naturvennerne Hamm kæmpede ihærdigt for et værdigt minde- og mindested på synagogepladsen og opnåede dermed opstillingen af ​​mindestenen med plakette. Siden 1985, 40-årsdagen for kapitulationen af ​​Det Tredje Rige, begyndte diskussionen om dette emne officielt.

Med 50-året for rigspogromnatten i 1988 intensiveredes processen med at komme overens med og mindes det jødiske samfund i Hamm. Talrige artikler i Hammagazin, publikationerne af Mechthild Brand - i årevis forpligtet til sporene fra de myrdede borgere i denne by - men også byens officielle invitation til overlevende fra Holocaust og deres efterkommere sikrede en grundlæggende revurdering af historien om byen Hammer - Også selvom det den dag i dag kun var ofrene for den nazistiske terror, der var i fokus, men ikke gerningsmændene og tilhængerne, som repræsenterede regimet i Hamm, og som støttede forbrydelserne i første omgang. Det spændende spørgsmål om, hvorfor Hammer-borgere tilbød sig selv til de brune horder og indlemmet dem i Det Tredje Riges strukturer, er endnu ikke blevet besvaret.

Siden slutningen af ​​80'erne har byen og dens borgere mindes ofrene for Holocaust den 9. november, årsdagen for Rigspogromnacht. Efter forslag fra GRÜNEN har skoleklasser siden 2000 været med til at forme mindehøjtiden. Som et resultat af revurderingen kom andre aspekter af Hammers nazistiske historie i fokus: det være sig OLG's og advokaternes rolle under det nazistiske diktatur (bl.a. gennem uddannelsessamfundet SOAG og GRÜNEN, stiftelsen af ​​Arnold Freymuth Society) , det være sig historien og handlen for sintierne, der bor i Hamm (meritable her: Mechthild Brand) eller historien om tvangsarbejderne (meritable: Barbara Neuhaus, Heike Kroker).

Krigs- og efterkrigstidens brakmark, som stadig bruges i dag som en indre byparkering (midlertidigt), har gentagne gange tiltrukket sig (rædsels-)visioner om byplanlægning. Efter en byudviklingskonkurrence i 1989 - som gav mulighed for at skabe et (grønt) bytorv - vedtog Hamm-Mitte byudviklingsrammeplan resultaterne af en tidligere gennemført investorkonkurrence, der skulle placere en parkeringskælder som modspil til Allee Center.

Borgernes koncentrerede vrede fik som bekendt SPD-CDU-koalitionen til at vige for at forhindre den forestående første folkeafstemning i 1996 i byen. Alle de nyere designs havde det til fælles, at placeringen af ​​synagogen skulle integreres i planlægningen som et mindesmærke.

Med regeringsskiftet i Hammer Rathaus i 1999 igangsatte to aspekter den videre udvikling af redesignet af Santa-Monica-Platz og den tilhørende udformning af mindesmærket ved synagogen: På den ene side er parkeringspladserne - herunder julemanden - Monica Square - kan udstyres med barrierer og signalsløjfer. Til gengæld bør nedgangen i de indre bykvarterer stoppes ved hjælp af professionel bymarkedsføring. I stedet for at spærre området med bygninger, bør Santa-Monica-Platz og de omkringliggende gader (og pladser) strukturelt redesignes og dermed tillade et "begivenhedskulturelt" omfang.

Begge udviklingsområder blev slået sammen i det med en beslutning fra rådet i juli 2001 for udvidelsesplanen 12/2001 "Santa Monica Square and Adjacent Streets". Samtidig blev redesignet af synagogepladsen fremmet gennem en idé- og implementeringskonkurrence, hvis resultat skulle være et byintegreret mindesmærke på arealet af den tidligere synagoge og skolen. Kendte kunstnere, by- og landskabsplanlæggere blev vundet til denne konkurrence: Wilfried Hagebölling Paderborn), Büro Junker og kurser med Manfred Jockheck (Dortmund / Hamm), Erich Lütkenhaus med Paul Flender (Hamm), Lützow 7 (Berlin), Ekkehard Neumann (Münster), Ansgar Nierhoff (Köln) og Atelier Schreckenberg Partner med HAWOLI (Bremen).

Som en del af deres lektioner bør elever fra Hammer-skolerne beskæftige sig med dette emne og udvikle deres egne forslag. Den 21. november 11.2001 blev Wilfried Hageböllings bidrag anerkendt af juryen som det vindende design. De to indsendte elevbidrag fik ros.

Hagebölling har til hensigt at udforme hele ejendommen som et mindesmærke i overensstemmelse med opgaven. "Grundplanerne for synagogen og den jødiske skole er endnu ikke rekonstrueret og kan i det mindste delvist attesteres som rester af fundamentet i jorden," sagde Hagebölling i sin forklarende rapport. Og videre står der:

Ud fra disse historiske og arkæologiske beviser skal der udarbejdes et jordrelief, der gør stedet og dets fortid levende. Ejendommens nuværende form i sin særhed, glemsel og sin naive charme, samt de eksisterende træer, bør indgå i redesignet.

Grundplanerne er markeret og formet på forskellige niveauer af belægninger, trin og plateauer i området. Hele ejendommen skal plantes i et tæt gitter med platantræer til en træhave, hvor de eksisterende træer bibeholdes i nybeplantningen som "41. samtidsvidner".

Pladsen med gulvrelieffet spændes over af platantræernes løvtag og danner en lund i bybilledet, hvori fortidens spor er sikret. Mellem tre identiske dobbeltvinklede stykker af rustet stål udforskes et kernerum og defineres som et nyt center inde i lunden. På grund af albuernes stringens og præcise tildeling til hinanden, er de rumlige energier bundtet, fortættet og holdt i et kontinuum af rum, tid og stilhed. Herved skabes et værdigt, animeret sted hinsides alle overfladiske symboler på sorg og højtidelighed eller retorik, som modvilligt sættes af i bybilledet gennem sin anderledeshed og særligehed – et meditativt rum. (...) Eventuelle nødvendige skrive- og navnetavler bør med forsigtighed indgå som gulvplader."

Det forventes, at mindepladsen også vil stå færdig i foråret 2003 med den sidste nordlige byggefase. Årets mindebegivenhed den 9. november fandt sted for sidste gang i skyggen af ​​det tidligere toiletanlæg foran mindestenen.

Siegbert Kuenzel 

(Medarbejder i den GRØNNE rådsgruppe, rådgivende medlem i udvalget for byudvikling og transport, distriktsrepræsentant i bydelen Hamm-Mitte, medlem af juryen "Mindesmærke på tidligere synagogeplads")

Mindeplade beskadiget

Om en hændelse i Hamms venskabsby Oranienburg kan læses i "Jüdischen Allgemeine" af 7.11.2002. november XNUMX: "En plakette til minde om dødsmarchen blev beskadiget af fremmede i Oranienburg. Pladen blev væltet og tilsmudset, meddelte politiet i Oranienburg. Ydermere var to urtepotter af beton på mindetavlen blevet væltet. Der var nedsat et efterforskningshold for at opklare forbrydelsen." - Sådan noget sker flere gange om ugen i Tyskland, og det kan man finde ud af, hvis man ikke bare læser WA.

Tilblivelsen af ​​"Den Grønne Hammer" begyndte på et tidspunkt, hvor nogle mennesker gradvist begyndte at tænke over, hvordan de håndterer naturen og deres miljø. For eksempel spurgte de sig selv, hvad der sker, hvis vi fortsætter med vores forbrug, som vi har tidligere, eller hvad konsekvenserne vil være af den voldsomme stigning i biltrafikken. Disse spørgsmål blev stillet af et klart mindretal i befolkningen. Nogle mennesker begyndte at organisere sig i borgergrupper for at tackle visse klager og for at se efter alternativer.

Da borgerinitiativet Hamm blev grundlagt i februar 1976 efter en lang indledende fase for at forhindre det andet planlagte atomkraftværk i Hamm (THTR havde været under opførelse i næsten fem år), rapporterede medierne meget lidt kritik af atomkraft planter. Selv på de lokale sider af "Westfälischer Anzeiger" (WA) var der ekstremt utilstrækkelige oplysninger om vores protester og bestemt ikke uafhængig og kritisk forskning. Den lokale redaktion i "Westfälische Rundschau" var lidt mere åben over for os. Den lokale udgave af WR i Hamm havde dog kun et oplag på omkring 5.000 eksemplarer og blev opgivet i 1981.

De til tider voldsomme sammenstød om Brokdorf-atomkraftværket i 1976/77 og terrorhysteriet, der satte ind efter forskellige RAF-aktioner, vanskeliggjorde en rolig, objektiv diskussion med mange borgere om farerne ved atomkraft. Det viste sig, at det ofte var meget nemmere at tale med hinanden om hverdagsproblemer, der har at gøre med den umiddelbare virkelighed i mange menneskers liv. Det omfattede for eksempel situationen på legepladser, træ- og naturpleje, affald, energibesparelse eller trafiksituationen i Hamm. I datidens medier blev disse emner behandlet meget forsømt, og folk, der ville ændre noget, blev ofte nok latterliggjort eller ondskabsfuldt angrebet. Af denne grund blev der oprettet mere end 200 byaviser og alternative aviser på landsplan. De forsøgte at opbygge en modoffentlighed til medierne kontrolleret af magtfulde industrielle og økonomiske interesser.

Efter at vi havde haft en del negative erfaringer med lokalpressen i Hamm, blev der i borgerinitiativet dannet en redaktionsgruppe, som begyndte at arbejde. Det var på ingen måde nemt, da ingen havde journalistisk erfaring, og der var heller ikke noget distributionsnetværk. Da Miljøpartiet endnu ikke eksisterede på det tidspunkt, voldte vi som et partipolitisk borgerinitiativ ved navn "Den Grønne Hammer" ingen problemer.

Hvis avisen ikke skulle være et hæftet sammensurium af vores pressemeddelelser og foldere, var vi nødt til at ændre måden, vi skrev artiklerne på. Ved at udvide rækken af ​​emner langt ud over atomkraftproblemerne opstod der kontakter til andre miljøforeninger, naturfredningsfolk og tredjeverdensgrupper, som senere viste sig at være meget nyttige for det videre samarbejde.

Vi havde selvfølgelig ikke en computer dengang, men måtte møjsommeligt designe overskrifterne med afskrabebogstaver. Skrivemaskinesiderne er blevet nedskaleret og limet til spalter, så de ligner layoutet på en "rigtig" avis. Ikke underligt, at produktionen af ​​sådan en udgave og alt tilbehøret ofte tog flere uger. Med avisen ville vi også henvende os til folk, der endnu ikke eller næsten ikke havde beskæftiget os med vores mål. Da salget på informationsstande og til arrangementer ikke var tilstrækkeligt hertil, husker jeg stadig barsalget, der blev gennemført i de første tre udgaver. En hel del kedede skrankemedarbejdere købte ikke kun den "grønne hammer", men involverede os også i lange diskussioner og serverede os en øl, så vi ikke kunne komme hurtigt videre. Det var stadig rigtigt grundlæggende arbejde!

Efter tre udgaver ændrede den redaktionelle sammensætning af kvartalsavisen sig og fra da af var Siegbert Künzel stort set ansvarlig for det meste indtil det sidste. I tidens løb opstod forskellige mindre butikker som salgssteder.

Emnerne i "Den Grønne Hammer" havde også at gøre med, hvad borgerinitiativer altid skal gøre i starten, nemlig at håndtere den svære planlov og de forskellige myndighedskanaler, der spiller en rolle i mange kommunale beslutninger. En hel række af administrative og rådsbeslutninger blev sat kritisk spørgsmålstegn ved i artiklerne. Det handlede om at beskytte økologisk vigtige dele af landskabet på Lippe, Ahse og Salzbach samt at beskytte og vedligeholde forskellige skove. De forskellige departementschefers og politikeres vejbygningsmani blev imødegået med argumenter og bekymringer.

Da der var en gruppe i vores borgerinitiativ, som praktisk talt beskæftigede sig med økologisk gartneri, kom denne aktivitet til udtryk i omfattende afhandlinger om grøntsagsdyrkning og sidst men ikke mindst forbrugerbeskyttelse. Økologisk landbrug var et helt eksotisk emne for de fleste dengang. Men de første madskandaler var vigtige udgangspunkter for at gøre folk mere følsomme.

I de første numre rapporterede vi noget mere forsigtigt om vores modstand i Hamm for langsomt at introducere læserne til dette emne. Denne modvilje blev opgivet efter et par spørgsmål, fordi den truede idriftsættelse af THTR og den planlagte opførelse af yderligere atomkraftværker (f.eks. byggelinje 80) gjorde vores engagerede erklæringer påtrængende nødvendige. I den igangværende episode var der rapporter om sikkerhedsproblemer for THTR, de langvarige processer mod idriftsættelsen og katastrofekontrolplanen. Allerede dengang pegede bidrag om alternative energier, kulforfining eller solidaritet med Gorleben ud over de snævre rammer for en etpunktsbevægelse.

Fortsættes i THTR-Rundbrief Nr.: 81!

Horst blomst (Tidligere medlem af redaktionen af ​​"Den Grønne Hammer")

Den 13.9.2002. september XNUMX skrev ministeriet for økonomi og mellemstore virksomheder, energi og transport i delstaten Nordrhein-Westfalen til os i et brev til THTR, "Udviklingen er blevet afsluttet som kendt" og forsikrede os: "Den delstatsregering støtter den føderale regering i dens bestræbelser på at generere for at afslutte den elektriske strøm fra atomar kerneenergi på en velordnet måde."

Nu læser vi på Forschungszentrum Jülichs hjemmeside, at de arbejder på en videreudvikling af THTR med henblik på at bygge en ny Pebble Bed Modular Reactor i Sydafrika. Dette forskningscenter udfører forskning blandt andet på vegne af NRW-ministeriet, der angiveligt hævder at have "aflyst" udviklingen af ​​THTR. Så tidligt som i 1997 talte den rødgrønne delstatsregering og Jülich forskningscenter sig ud af det ved en høring i delstatsparlamentet, at de tidligere nukleare forskningsaktiviteter kun skulle gøre de åh-så-lidende, allerede eksisterende reaktorer sikrere (se THTR RB nr. 56, 1997). Men nu er pointen, at med hjælp fra et NRW-forskningsinstitut og i hvert fald med tolerancen fra en rød-grøn delstatsregering i en anden stat, hvor man måtte stoppe i NRW. Vi citerer fra Forschungszentrum Jülichs hjemmeside:

"Den sydafrikanske EVU ESKOM vil gerne bygge en atomreaktor af rullestenstypen i Sydafrika. Det er en grafitmodereret, heliumkølet højtemperaturreaktor.

En sådan reaktor, udstyret med sfæriske brændselselementer, er indtil videre kun blevet bygget i Tyskland (Thorium højtemperaturreaktor, THTR i Hamm-Uentrop, Westfalen). Grundet sit særlige sikkerhedskoncept anses reaktortypen for at være en fremtidsrettet løsning inden for reaktorbyggeri. Af den grund er sydafrikanerne i tæt kontakt med Forschungszentrum Jülich, det tyske selskab ABB i Mannheim og det engelske selskab AEA Technologies i Risley.

Virksomheden AEA-Technologies skal bygge den nye reaktor. Forschungszentrum Jülich var involveret i dette projekt, fordi ideen om at bygge en stenbundsreaktor oprindeligt kom fra forskningscentret (Prof. Schulten), fordi forsknings- og udviklingsarbejdet på THTR hovedsageligt blev udført i forskningscentret Jülich og pga. designerne til de nyere modulære versioner af denne type reaktorer blev udviklet i det, der nu er Institut for Sikkerhedsforskning og Reaktorteknologi ved Forskningscenteret."

***

Øverst på siden

***

***

Øverst på siden

***